"You!" said the Caterpillar contemptuously. "Who are YOU?"

Vel 572313600 sekunder.
Hjertet hamrer. Helt siden den 284. dagen i år 1990 har jeg åndet, sanset i denne verden. 

Hvorfor må vi måle alder i tid? 

9538560 minutter er ei lenge når en bliver rett like gammel som mig, sier Farmor. Forunderlig nok virker det som en evighet. Jeg forakter tid. Jeg forstår det ei. Jeg vil ei forstå det. To sekunder tok det mig at skrive de to setningene. De tyder noget vidt forskjellig, dog om samme sak. 

158976 timer har jeg været mer eller mindre tilstedet. Stadig lyttet, observert noget verdt at få med sig. Samtidig har jeg mistet alt annet. Alt jeg valgte å forkaste. Alt jeg valgte at overse. Det vil aldri returnere. 

Litt flere enn 6624 dager  virker rent lite. Det er ei meget. Tid har man nok av, sies det. Ikke når man ikke vil eksistere slik tiden krever. 

Omtrentlig 946 uker har jeg brukt. Sakte, famlende, har jeg begynt på en reise jeg aldrig bliver ferdig med. En reise jeg aldrig ville valgt for mig selv, men som jeg er blivet påtvunget. Nogen, tiden eller annen, råder over magt jeg ei fatter. Jeg finner det horribelt. 

I 18 år har jeg prøvd at finne noget, nogen, hvad som helst. 

Jeg aner ikke hvem jeg er.